Om mig - Metoras

Jeg hedder Mette Oehlenschlæger Rasmussen - i familien hedder anekdoten at der er rødder tilbage til Adam Oehlenschläger, hvem ved? Under alle omstændigheder nedarves en buste af digteren, som kan pryde huset om man vil. Pt. er busten havnet hos undertegnet,

Til daglig arbejder jeg som lærer på en to-sporet folkeskole i en lille landsby syd for Roskilde, nærmere bestemt Gadstrup. Her virker jeg som klasselærer for overbygningsklasser og underviser i dansk, samfundsfag og historie. Ved siden af den traditionelle undervisning fungerer jeg som læringsvejleder (i de gamle dage; skolebibliotekar) med ansvar og interesse for it. Det betyder i praksis, at jeg de sidste 10 år har vejledt, rådgivet og undervist kolleger og elever i forskellige web 2.0-værktøjer, som understøtter læring - i de tidlige tider var målet at gøre eleverne så it-kompetente som muligt. Mine kompetencer har baggrund i en vejlederuddannelse, og jeg følger med på "what's new" gennem de mange udviklings- og temadage, jeg deltager i via Roskilde kommunes konsulent, som er "oppe på beatet". Herudover har jeg i perioder samarbejdet en del med Anne Herskind, da hun var tilknyttet CFU Sjælland.

Jeg blev uddannet 1998 og meget kort tid efter min færdiggørelse af studiet faldt min interesse på it/medier i kraft med, at internettet kom ind ad døren til folkeskolen. Helt basalt begyndte min karriere med "it" med undervisning i maskinskrivning ;-)

Midt 00'erne begyndte jeg på diplomuddannelsen som skolebibliotekar, som på daværende tidspunkt havde fokus på it og medier - dengang adskilte man de to begreber, det er man heldigvis holdt op med.
Min store inspirator blev Karsten Gynther, som var min primære underviser og vejleder og dengang formand for medierådet. Hans tanker om at gøre elever til it-kompente brugere vakte min interesse og nysgerrighed - ligesom hans diskussioner om at skabe nye didaktiske design (blended learning), når det gælder it og læring. Derfor har jeg som skolebibliotekar lagt bøgerne på hylden og fokuseret på it. Jeg er stadig "skolebibliotekar", finder bøger til elever, købe nye materialer osv. Men det fylder uendeligt lidt i min hverdag (måske forsøger jeg at undgå disse opgaver).

Privat er jeg gift med Søren (Søren og Mette). Jeg har en datter på 15 år, der bor sammen med os. En ganske almindelig gennemsnitsfamilie med villa, hund og to biler. Vi dyrker lidt sport/motion, når tiden og lyster tillader - vi ser venner og familie - vi rejser (helst væk fra turister). Og vi bruger enormt meget tid på alt, der omhandler IKT. Det er både en personlig interesse og en del af vores arbejde for to af os - med forskelligt fokus, vel at mærke.

Nu gælder det MIL - og ærligt talt, jeg har sat mig selv en udfordring, som jeg ikke tidligere har gjort. Mine mål... Jeg skal gennemføre 1. studieår og herefter evalueres projekt "Mette har kastet sig ud i en Master-uddannelse".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar