Som pædagogisk it-vejleder (ja, det hedder det altså stadig på min arbejdsplads) og læringsvejleder (det er så et lidt mere fancy navn, som lyder af mere end det er) er mine opgaver mange. En af opgaverne er at "prikke", forstyrre og ryste lidt op i mine kolleger. Det gør jeg gerne! Men det er svært - noget af det sværeste ved vejlederrollen.
I det daglige er jeg akut-hjælper, når nogle kolleger ikke kan huske, hvordan man gør, når iPadden driller osv. Der er også tider, hvor ny teknologi indlemmes "oppefra", så viser jeg hvordan, man gør (smartest og lettest). Det er en nem opgave, som også er uhyre forstyrrende i mit andet arbejde, for akut-hjælp er LIGE NU! Og der følger altid panik, øjne, der snurrer og et stemmeleje i utroligt lyse toner. Men jeg gør det gerne, for jeg kan godt lide det.
Det er helt uformelt.
Det formelle arbejde foregår - for det meste - når en kollega efterspørger lidt mere avanceret vejledning. Pt. handler det om "synlige læringsmål". Her kan jeg som læringsvejleder facilitere en professionel og faglig dialog mellem kollega(er) og mig selv. For her er jeg ikke ekspert, jeg har lidt mere viden end de andre, men det er ligeså meget mig, der får ideer og styr på målene, som de gør. Dialogen er i faste rammer, og vi når som regel godt på vej, så jeg efterfølgende kan evaluere forløbet med den pågældende. Eller kollegaen viser selv sit forløb for resten af "flokken" - lidt analogt videndeling. Det har vi nemlig en god tradition for på min arbejdsplads. I disse vejledningssituationer har jeg let ved at tage hatten som it-vejleder på og foreslå forskellige web 2.0-værktøjer, som med fordel kan bruges og understøtte læringsmålene. Det skal måske nævnes, at hele skolen tidligere har deltaget i et større projekt med at lære og bruge web 2.0-værktøjer i undervisningen. Så det er ikke et fremmedord.
Men... det svære kommer, når jeg spontant får lyst til at dele ud af min MIL-viden.
I første kernemodul har jeg erfaret SÅ MEGET, som jeg/vi kan gøre anderledes for at løfte læringsniveauet og refleksionsniveauet hos eleverne - lært noget som vi aldrig tidligere har gjort på min arbejdsplads. Og jeg har så meget lyst til at dele ud af min viden. Men der er langt vej igen... Selv min leder, som er vældig dygtig, reflekteret og højtuddannet, gav mig ret: "Der er langt vej igen, før vi kan det, Mette"
Hun refererede til min pludselige ide; vi opretter et digitalt forum, hvor vi sammen kan opbygge fælles viden, diskutere didaktik, dele vores erfaringer osv. Jeg så ideen for mig - færre møder, som tager så uendelig lang tid, og der bliver sjældent noget helt fantastisk ud af det - ikke styret af tid - man kan skrive, når det passer ind i eget program. Men det skulle jeg ikke begynde på! :-(
Hvordan får jeg SÅ delt ud af min viden?
Det er ikke så let at flette den nye viden ind i vejledningsforløb, har jeg erfaret. Det kræver helt andre briller for mine kollegaer - og jeg tror ikke, de er parate til at tage dem på endnu.
Og hvis jeg en enkelt gang refererer til MIL, fletter det ind i min talestrøm og leverer det som en god ide, der virker, så mødes jeg af undrende og opgivende blikke. Hvis jeg direkte prøver at forklare min kollega (det gjorde jeg i går) at den opgave, hun påtænker kunne anskues på en anden måde. Hvis hun i stedet arbejdede mere problembaseret og gjorde eleverne til aktive medspillere i en dialogisk form - og at hun kunne bruge bloggen som redskab til dette, så svarede hun, at hun ikke forstod, hvad jeg talte om (jeg var noget mere detaljeret i min forklaring).
Min udfordring er, at jeg nu kommer endnu længere foran mine kolleger (og det er ikke blær!!!), fordi jeg bliver introduceret for nye veje, metoder, tanker som jeg selv afprøver i egen undervisning - med absolut både gode og helt utroligt dårlige outcome. Men hvordan får jeg kollegerne med på tankerne, ideerne, refleksionerne?
Når jeg i ovenstående påstår, at web 2.0-værktøjer ikke er et fremmedord, så er det med visse modifikationer. Vi er stadig der, hvor det at lave en Prezi er resultatet. Det er ikke en proces, hvor Prezi som værktøj. Der produceres videoer i et væk. Vi er tre, der arbejder med blogs - på tre forskellige måder. Hvordan får jeg startet den debat om at vi SKAL bruge teknologien på en anden måde?
Jeg vil ikke virke belærende og Kloge-Åge - jeg vil absolut ikke tale ned til mine kolleger - vi er ligemænd og lige udfordret.
Problemet er, at jeg føler, jeg står alene med en masse viden uden at kunne dele det med nogen. Og som vejleder BURDE jeg kunne knække nøden og finde en vej til at videreformidle og være med til at starte en teknologisk didaktisk debat på min arbejdsplads.
Jeg aner bare ikke, hvordan jeg gør...
Jeg kan absolut godt genkende dine overvejelser. Jeg står selv i fuldstændig samme situation på min arbejdsplads. Det fik mig til at anskue brugen af CSCL som et laboratorium for tværfagligt samarbejde og videndeling se gerne http://www.mi-llennium.blogspot.dk/2015/10/cscl-som-laboratorium-for-tvrfaglig.html.
SvarSletJeg tror du med fordel kan forsøge at finde ligesindede i dit PLC og starte med at arbejde med CSCL der. Når I så finder en form på det kan det være I kan opskalere den til resten af dine kollegaer?
I forhold til din vejledningsrolle kan du måske få lidt ud af at læse Kierkegaard - det hjælper mig på stormfulde dage ;)
”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere en han - men dog ved først og fremmest at forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden I stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taamodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar.”
Held og lykke
Jesper
Sikke et godt citat Jesper og interessant læsning Mette. Kender desværre heller ikke svaret:-)
SvarSletHej Mette,
SvarSletJeg har samme rolle som dig, blot på et gymnasium. Og det er simpelthen en kæmpe udfordring. Mine kolleger er jo ikke mine elever, og alt skal foregå på frivillighedens basis, som Jespers smukke citat, helt rigtigt pointerer.
Jeg har prøvet mange ting de sidste 2 1/2 år:
1) Lavet en blog til skolen, hvor jeg har opfordret mine kolleger til at dele deres gode idéer.
2) Holdt workshops efter skoletid med kage og kaffe, hvor jeg hjælper med at komme på bloggen og skrive et indlæg.
3) Linke til bloggen på vores intranet lectio, hver gang der er et nyt indlæg.
4) Skrive indlæg på skolens og andres blogs og dernæst dele det med skolens lærere.
5) Lave visuelle årsrapporter baseret på, hvad skolens lærere har lavet i år (præsenteres på lærermøder) - fokusere ikke på, hvad jeg laver, men hvad andre laver.
6) Lave en stor oversigt over, hvilke lærere, der bruger hvilke programmer med henblik på at starte vidensdelingen "nedefra"
7) Gøre det muligt for lærerne at "booke" mig i et frikvarter til uformel "how to guide"
8) Gøre det muligt for lærerne at booke mig til undervisning i klasserne, hvis de vil have noget op at køre med eleverne, men er usikre på om de har overblikket.
9) Gøre det muligt for lærerne at booke mig til faggruppemøder.
10) Holde temaworkshops for lærere f.eks. under overskriften "Samarbejdende skrivning" eller sådan noget.
Men det aller aller vigtigste er, at din leder sætter tid af til dig, så du har et reelt rum at kommunikere med dine kolleger i.
Tak, for et inspirerende bidrag Sara. Jeg kan genkende mange af dine punkter - vi har sat samme "projekter" i gang med gode eller manglende engagement. Jeg har i de sidste dage støttet mig godt op af kommentarerne her på bloggen og læst hos de andre "bloggere". Og med din sidste sætning i mente har jeg nu booket min leder til et møde. Hun ville alligevel rigtigt gerne høre om min uddannelse - og hvordan det går. Planen er så, at jeg introducerer hende for problematikken, og mon ikke vi sammen kan finde en vej.
SvarSletDet er i hvert fald hårdt arbejde at være it-spydspids ;-)