7. oktober 2015

En vejleders evige udfordring...


Som pædagogisk it-vejleder (ja, det hedder det altså stadig på min arbejdsplads) og læringsvejleder (det er så et lidt mere fancy navn, som lyder af mere end det er) er mine opgaver mange. En af opgaverne er at "prikke", forstyrre og ryste lidt op i mine kolleger. Det gør jeg gerne! Men det er svært - noget af det sværeste ved vejlederrollen.

I det daglige er jeg akut-hjælper, når nogle kolleger ikke kan huske, hvordan man gør, når iPadden driller osv. Der er også tider, hvor ny teknologi indlemmes "oppefra", så viser jeg hvordan, man gør (smartest og lettest). Det er en nem opgave, som også er uhyre forstyrrende i mit andet arbejde, for akut-hjælp er LIGE NU! Og der følger altid panik, øjne, der snurrer og et stemmeleje i utroligt lyse toner. Men jeg gør det gerne, for jeg kan godt lide det.
Det er helt uformelt.

Det formelle arbejde foregår - for det meste - når en kollega efterspørger lidt mere avanceret vejledning. Pt. handler det om "synlige læringsmål". Her kan jeg som læringsvejleder facilitere en professionel og faglig dialog mellem kollega(er) og mig selv. For her er jeg ikke ekspert, jeg har lidt mere viden end de andre, men det er ligeså meget mig, der får ideer og styr på målene, som de gør. Dialogen er i faste rammer, og vi når som regel godt på vej, så jeg efterfølgende kan evaluere forløbet med den pågældende. Eller kollegaen viser selv sit forløb for resten af "flokken" - lidt analogt videndeling. Det har vi nemlig en god tradition for på min arbejdsplads. I disse vejledningssituationer har jeg let ved at tage hatten som it-vejleder på og foreslå forskellige web 2.0-værktøjer, som med fordel kan bruges og understøtte læringsmålene. Det skal måske nævnes, at hele skolen tidligere har deltaget i et større projekt med at lære og bruge web 2.0-værktøjer i undervisningen. Så det er ikke et fremmedord.

Men... det svære kommer, når jeg spontant får lyst til at dele ud af min MIL-viden.

I første kernemodul har jeg erfaret SÅ MEGET, som jeg/vi kan gøre anderledes for at løfte læringsniveauet og refleksionsniveauet hos eleverne - lært noget som vi aldrig tidligere har gjort på min arbejdsplads. Og jeg har så meget lyst til at dele ud af min viden. Men der er langt vej igen... Selv min leder, som er vældig dygtig, reflekteret og højtuddannet, gav mig ret: "Der er langt vej igen, før vi kan det, Mette"
Hun refererede til min pludselige ide; vi opretter et digitalt forum, hvor vi sammen kan opbygge fælles viden, diskutere didaktik, dele vores erfaringer osv. Jeg så ideen for mig - færre møder, som tager så uendelig lang tid, og der bliver sjældent noget helt fantastisk ud af det - ikke styret af tid - man kan skrive, når det passer ind i eget program. Men det skulle jeg ikke begynde på! :-(

Hvordan får jeg SÅ delt ud af min viden?

Det er ikke så let at flette den nye viden ind i vejledningsforløb, har jeg erfaret. Det kræver helt andre briller for mine kollegaer - og jeg tror ikke, de er parate til at tage dem på endnu.

Og hvis jeg en enkelt gang refererer til MIL, fletter det ind i min talestrøm og leverer det som en god ide, der virker, så mødes jeg af undrende og opgivende blikke. Hvis jeg direkte prøver at forklare min kollega (det gjorde jeg i går) at den opgave, hun påtænker kunne anskues på en anden måde. Hvis hun i stedet arbejdede mere problembaseret og gjorde eleverne til aktive medspillere i en dialogisk form - og at hun kunne bruge bloggen som redskab til dette, så svarede hun, at hun ikke forstod, hvad jeg talte om (jeg var noget mere detaljeret i min forklaring).

Min udfordring er, at jeg nu kommer endnu længere foran mine kolleger (og det er ikke blær!!!), fordi jeg bliver introduceret for nye veje, metoder, tanker som jeg selv afprøver i egen undervisning - med absolut både gode og helt utroligt dårlige outcome. Men hvordan får jeg kollegerne med på tankerne, ideerne, refleksionerne?

Når jeg i ovenstående påstår, at web 2.0-værktøjer ikke er et fremmedord, så er det med visse modifikationer. Vi er stadig der, hvor det at lave en Prezi er resultatet. Det er ikke en proces, hvor Prezi som værktøj. Der produceres videoer i et væk. Vi er tre, der arbejder med blogs - på tre forskellige måder.

Hvordan får jeg startet den debat om at vi SKAL bruge teknologien på en anden måde?

Jeg vil ikke virke belærende og Kloge-Åge - jeg vil absolut ikke tale ned til mine kolleger - vi er ligemænd og lige udfordret.

Problemet er, at jeg føler, jeg står alene med en masse viden uden at kunne dele det med nogen. Og som vejleder BURDE jeg kunne knække nøden og finde en vej til at videreformidle og være med til at starte en teknologisk didaktisk debat på min arbejdsplads.

Jeg aner bare ikke, hvordan jeg gør...

30. september 2015

Jeg vil ikke...!!!

Hmmm....

En mulig befrielse - kan jeg få alle tankespind og -spiraler ud af hovedet og ind i en blog? Kan jeg virkelig få fred i mit hoved og fokusere på andet end MIL, IKT, LMS, CSCL, MMD  - forbandede TBF?!?!

Det her er første indlæg til opgaven på mit nyligt tilgåede MIL-studie: "Bloggen som refleksionsværktøj i egen arbejdspraksis", og jeg er lidt skeptisk. Opgaven er designet i overensstemmelse med hele setup'et. Det giver mening at bede os om at reflektere over egen praksis ved hjælp af bloggen. Og vi har da også diskuteret bloggens funktion i diverse fora i forløbet med at opbygge en fælles viden. Og jeg har læst om bloggens funktion. Og jeg bruger også bloggen i mit arbejde som folkeskolelærer. Og eleverne hader det efterhånden (mere om dette i et andet indlæg). Og jeg kan se en ide med bloggen. Men... jeg hader det - ligesom eleverne, siger de gør.

Så hvor er jeg? Jeg er lige der, hvor det gør ondt i en læreproces. Lige der hvor jeg ikke ved, om jeg skal gå til højre eller venstre (det bliver ikke nemmere af, at jeg er højre/venstreblind). Lige der hvor Illeris (2015) vil betegne min barriere som "Forsvar mod læring" - en nødvendighed for alle i det moderne samfund, fordi mængden af påvirkninger simpelthen overskrider, hvad vi mennesker kan rumme at forholde os til (Lulu-Ann var så venlig at bidrage med dette i vores forum "Online dialog som metode og laboratorium for læring").
Jeg kan næsten ikke forholde mit til ALT det, som rumsterer i mit hoved, OG at jeg skal have skrevet det ned i en blog. Og samtidig tror jeg på, at det vil give ro, give nye perspektiver på mine tanker (hvis nogen da kommenterer på dette) og forhåbentlig sætte det hele ind i mere strukturerede rammer. Det er nemlig meget flyvsk, ustruktureret og usammenhængende pt.

Elsebeth Sorensen skriver i metaforummet, "...at en af tankerne bag dette design netop ER at man skal nå hertil!" Tak for kaffe, Elsebeth. Jeg er nået hertil ;-)

I vores forum diskuterede vi, hvad vi stiller op med ikke-motiverede elever, når vi bruger teknologien til at designe en online dialog, der er kollaborativ, videnskonstruerende og demokratisk. Det blev ytret, at dialogen hurtigt enten går i stå, udebliver eller får karakter af ikke-fagligt indhold.
Jeg er motiveret! Jeg vil virkelig gerne denne uddannelse - og jeg betaler den af egen lomme. Det er motivation i sig selv! Og jeg har valgt den med omhu - jeg vil gerne blive dygtigere på det her område. Så motivationen er tilstede hos mig.

Jeg kan godt forstå de umotiverede unge mennesker, jeg møder til daglig. Jeg kan godt se, hvor problemet ligger hos dem - manglende ejerskab og en lærerrolle (mig), der ikke inddrager dem i en demokratisk kommunikativ proces. Jeg kan sagtens se, når jeg er styrende, kontrollerende og designer et læringsmiljø, der ikke inspirerer. Men her er det omvendt...
Her er jeg faktisk inspireret af det design, der er sat op til os MIL'er. Jeg kan overføre mange facetter/processer fra dette forløb til min egne design. Så modstanden fra min side ligger altså ikke i, at jeg ikke kan forstå/gennemskue designet.
Det er simpelthen en overskridelse af hvad mit hoved magter - eller måske en overskridelse af mit private tankespind? Jeg vil have mine tanker i fred?

Nuvel, jeg kan jo vælge HVAD jeg vil skrive i denne blog...
Bliver jeg en bedre lærer, når jeg selv bliver presset og oplever modstand og forvirring?

Jeg er inspireret af de mange, mange, mange indlæg, der er kommet i de seneste 14 dage. Og jeg oplever som flere har ytret en "information overload" - min hjerne er ved at sprænges af tanker, spørgsmål og ideer, jeg kunne tænke mig at afprøve. Jeg diskuterer af og til spørgsmål med kolleger, hvorfra jeg møder undren eller STOP! Denne problematik er også blevet vendt og drejet i et forum - modvilje hos lærere ift. teknologi. Senest var kommentaren fra en kollega, da jeg nævnte at vi måske i fremtiden også skal vurdere elevernes didaktiske design (remediering), at så skulle hun ikke være lærer mere!

Modstanden mødes altså fra mange hold og sider.

Hvad sker der hos os, når vi bliver "overloadet"? Det er et vilkår i det videnssamfund, vi lever i. Vi er nødt til at lære at navigere i dette kaos og inferno af konstante (ligegyldige) informationer og viden. Vi er nødt til at lære, at læring handler om en evig "browsen" og selektion i informationer. Vi skal være "informationskompetente" (Gynther, Blended Learning, 2005).
Jeg betegner mig selv som informationskompetent. Jeg er god til at browse og selektere - jeg kan godt navigere i kaosset, men det ændrer ikke ved faktum, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg er overstimuleret ift. hvad jeg kan forholde mig til:

At skulle få alle mine tanker ud af hovedet og ind i en blog!
Refleksion over egen arbejdspraksis.

Heldigvis er jeg bevidst om denne modstand - og presser mig alligevel videre. Med en tro på at "skriblerierne" vil lette presset og modstanden, og at jeg i mit endelige oplæg vil kunne sammenfatte strukturerede tanker om min læringsproces i første modul med en holdning til, hvorvidt man kan bruge bloggen som refleksionsværktøj i egen arbejdspraksis.

Jeg vil ikke! Men jeg gør det...




*TBF = TreBogstavsForkortelser

5. september 2015

Bloggen som refleksionsværkstøj i egen praksis

Startet på MIL - spændt og lidt nervøs...

Har oprettet blog til oktober-opgaven - det bliver spændende.

Jeg har snuset til bloggen ved at bruge den aktivt med eleverne i 8.kl. - både eleverne og jeg har skrevet indlæg.

Ide:
Skal jeg måske skrive om hvorfor jeg skrev tre indlæg på 8.kl's blog i forbindelse med deres lejrtur! Det var jo faktisk klassens blog... "En lærerindes bekendelser" - hvad var mine tanker bag dette? Hvorfor gjorde jeg det? Hvad var mål og formål? Hvad fik jeg ud af det?